Heroldsamlingen

12

Kgl. kammersanger Vilhelm Herolds Mindesamling findes i et rum til venstre for Det gamle Rådhus’ hovedindgang.
Han fødtes som bagersøn i 1865 og viste sig senere at blive byens store søn. Vilhelm Herold debuterede i 1893 som Faust i Gounouds opera af samme navn. Herold var fastansat på Det kongelige Teater indtil 1903, hvorefter han fortsatte som gæstesanger.
Alene i Danmark har Herold sunget 29 rolle, i alt 707 gange.

Vilhelm Christoffer Herold (19. marts 1865 i Hasle – 15. december 1937 i København) var en verdenskendt dansk operasanger og kongelig kammersanger. Han var søn af bagermester Julius Gottfred Herold og Margrethe Jensen. I 1895 giftede han sig med Magdalene Marguerit Louise von Gersdorff.

Herold blev uddannet lærer ved Jelling Seminarium i 1886 og arbejdede som kommunelærer i København fra 1889. Samtidig tog han sangtimer hos Jerndorff og Leopold Rosenfeldt samt i Paris. Han debuterede på Det Kongelige Teater i 1893 i titelrollen i Charles Gounods opera Faust.

I perioden 1893-1903 var han Det Kongelige Teaters førende tenor og optrådte samtidig på en lang række internationale scener, herunder Verdensudstillingen i Chicago i 1893, Covent Garden i London, Den Kejserlige Opera i Berlin og i Prag. Herold stod også bag den første danske lydoptagelse på voksvalse i 1904.

I 1915 trak han sig tilbage fra sin aktive karriere som sanger, men fungerede som operadirektør ved Det Kongelige Teater fra 1922 til 1924, hvor han var kendt for sin kollegialitet og venlighed.

Herold var engageret i at støtte unge og talentfulde sangere, og han tilbød gratis undervisning til bl.a. Edith Oldrup og Erik Sjøberg, der kom fra Bornholm.

Ud over sang var Herold en dygtig billedhugger. Hans første portrætbuste blev erhvervet af Statens Museum for Kunst i 1906. Han modellerede primært venner og bekendte, blandt andre kunstnerne P.S. Krøyer og Michael Ancher.

Han uropførte også Jeppe Aakjærs og Carl Nielsens værk “Jens Vejmand”. I 1901 blev han udnævnt til kongelig kammersanger. Herold blev ridder af Dannebrog i 1904, modtog Dannebrogsmand i 1914 samt Fortjenstmedaljen i guld i 1915. Derudover blev han hædret med ordener fra Grækenland, Preussen, Sachsen og Sverige.

Mellem 1908 og 1910 opførte han villaen Ryborg i nationalromantisk stil på Ryvangs Allé 22. Vilhelm Herold er begravet på Hasle Kirkegård. Efter Herolds død i 1937 valgte hans familie og venner at finansiere opførelsen af et mindesmærke på den gamle kirkegård i Hasle. Byggeriet blev tegnet af den danske arkitekt Jens Ingwersen (1871-1956), mens bronzebusten, som er en del af mindesmærket, blev udformet af billedhuggeren Jenö Meister (1882-1961).

På http://www.haslelokalhistorie.dk/vilhelm-herold/ kan du læse forskellige artikler om Vilhelm Herold.

Udstillingen i  Medborgerhuset, bygger videre på arbejde lagt  af en lang række ildsjæle. I 1983  oprettes en mindestue og det blev diskuteret om der kunne være udstilling/ museum i hans fødehjem , men blev afvist af kommunen. I stedet har en gruppe engagerede ildsjæle, der har indsamlet effekter fra Herolds liv og virke, skabt udstillinger forskellige steder i Hasle, ofte i samarbejde med den lokale skole. 

Siden 2014 har der været en fast udstilling i Medborgerhuset i det gamle rådhus i Hasle, som drives på frivillig basis efter opfordring fra Hasle-Egnens Lokalhistorie & filmværksted.

Denne udstilling fortsætter med at bevare og formidle Vilhelm Herolds betydning for lokalsamfundet og dansk kulturhistorie.  Besøg udstillingen i Hasle-info’s åbningstider.

Praktisk information

Adresse

Storegade 64, 3790 Hasle, Det gamle Rådhus

Åbningstider

Når Hasle-Info er åben, er der også adgang til Heroldsamlingen

Scroll to Top